BEREDSKAB BEGYNDER AT FJERNE ORNAMENTER FRA BøRSEN-BYGNINGEN

I løbet af natten er man nået længere med at fjerne stilladserne omkring den udbrændte del af Børsen-bygningen.

En så stor del af stilladset, der vender ud mod Slotsholmsgade, er blevet fjernet, så man nu kan hente nogle af de ornamenter, der har præget Børsens facade.

De skal flyttes over i containere, så de kan blive bevaret.

Det fortæller Jakob Vedsted Andersen, der er direktør i Hovedstadens Beredskab, ved en pressebriefing.

- Arbejdet skrider planmæssigt frem, men som vi også har set de seneste par dage, så kan der ske en masse uforudsete ting, og det er vi selvfølgelig klar på, siger Jakob Vedsted Andersen.

Samtidig er det i løbet af natten lykkedes at få den største entreprenørmaskine i Nordeuropa op at køre. Maskinen bliver kaldt for "Humlebien" og vejer 200 ton.

Den indgår i arbejdet med at fjerne stilladset sammen med de øvrige nedbrydningsmaskiner.

Jakob Vedsted Andersen kan ikke garantere, at ydermurene ikke styrter yderligere sammen.

- Nu prøver vi stille og roligt at få stilladset ned omkring den meget ikoniske gavl, men jeg udsteder ingen garantier, for murværket er meget ustabilt, siger han.

Et stykke af muren i Børsen-bygningen faldt da også ned lørdag morgen kort før klokken 7.

Ydermurene i den udbrændte del af bygningen har taget skade, efter at stilladset og en del af ydermuren væltede torsdag.

Det var derfor ventet, at en del af muren faldt ned, lyder det fra Jakob Vedsted Andersen. Og flere kan følge efter.

- Der vil komme til at lyde nogle brag i løbet af dagen, siger han.

Lørdag nat var der en "ret kraftig" opblusning af branden i bygningen.

- Men brandfolkene er klar til at tage sig af de ting, lyder det.

I øjeblikket er der 12 brandfolk, der står klar foran Børsen, hvis ilden blusser op igen.

Der er ikke noget estimat for, hvornår beredskabet regner med, at branden er helt slukket.

Jakob Vedsted Andersen oplyser, at myndighederne i hvert fald vil være til stede ved Børsen de næste tre til fire døgn.

/ritzau/

2024-04-20T06:13:06Z dg43tfdfdgfd